”Hvis der bare kun var Gud og jeg i verden”

Der er ingen modsætning mellem fællesskab og ørkenen, mellem relation og ensomhed. Hvis man undgår fordommene om, at ørkenens asketers tilbagetrukkenhed skyldes verdenshad, mærker man snart, at der fra deres ord og handlinger udgår en kærlighed, der omfatter hele skabelsen.

Når ørkenfaderen Alonios sagde ”Hvis et menneske ikke siger: ’Hvis der bare kun var Gud og jeg i verden’, kan et menneske ikke blive frelst,” betyder det ikke, at han ikke har blik for andre mennesker eller hele skabelsen.

Forudsætningen for ørkenlivet er, at asketen ser sig selv i alle andre og derfor er ét med alle. Tænk, hvis det er sådan, at menneskehedens natur, ja hele skabelsens natur, er så forbundet, at også vores frelse hænger sammen. At jeg ikke frelses, uden at du også frelses. At din hellighed medvirker til hele skabelsens helligelse og  helbredelse!

Ørkenens spiritualitet er langt fra individualisme og selvcentrering. Det er derimod en erkendelse af, at man altid må begynde med sig selv og aldrig lægge ansvaret over på andre. I ørkenen kan man ikke sige: ”Hvis bare han og han ikke havde gjort sådan mod mig, så ville alt være godt!” Man kan aldrig give andre skylden. I ørkenen lever man under præmissen: ”hvis der bare kun var Gud og jeg i verden.”

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: