I gudstjenesten bliver du, hvad du spiser

Hvorfor er nadveren så vigtig i enhver gudstjeneste?

”Mennesket er, hvad det spiser,” påpeger den materialistiske filosof, Feuerbach. Religionskritiske Feuerbach ville formentlig ikke være enig med mig, men jeg kunne ikke være mere enig i hans udtalelse her. Især hvis vi ser det i lyset af liturgien, der i sin essens er et festmåltid.

Allerede i  skabelsesberetningen fremstilles mennesket som et sultent væsen. ”Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde” (1 Mos 1:29). Mennesket måtte spise for at leve, det måtte indoptage verden i sin krop og forvandle den til sig selv.

Mennesket er sandelig det, det spiser. Hele verden fremstilles som et festbord for mennesket. Måltidet er grundlaget for livet, for mennesket, og de bibelske skrifter bruger også dette billede som målet for livet: ” I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige” (Luk 22:30).

I en tid, hvor alle naturlige ritualer er ved at forsvinde, fremstår måltidet stadig som en fællesskabsskabende faktor. Vi værdsætter stadig at spise sammen. Vi planlægger tiden sådan, at vi spiser på samme tid, og vi forbereder maden til hinanden. Det bliver en måde at vise kærlighed på. Måltidet står derfor for fællesskab. Mennesket er skabt i Guds billede, og det at elske andre er nedlagt i vores natur – vi kan ikke leve uden fællesskab.

Måltidet repræsenterer det allermest nødvendige i livet, det, vi ikke kan klare os uden: Mad og drikke. I eukaristien får hverdagens almindelige måltid en dybere betydning: Hvis ikke Kristus bliver vores mad og drikke, vil vi dø. Vi overlever ikke som troende mennesker uden de helliges fællesskab. Det hellige måltid er nødvendigt, helt uundværligt, i et kristent liv.

I bibelen er maden, som mennesket spiser, og den verden, som mennesket må tage del af for at leve, givet til fællesskab med Gud.

Alt, der eksisterer, er Guds gave til mennesket, og alt dette eksisterer for at gøre Gud kendt for mennesket, for at gøre menneskets liv til fællesskab, kommunion med Gud.

Den ortodokse teolog Alexander Schmemann siger, at ”det er den guddommelige kærlighed, som er blevet til brød, til liv for mennesket. Gud velsigner alt, han skaber, og på bibelsk sprog betyder det, at han gør hele skabelsen til tegnet og midlet for sit nærvær og sin visdom, sin kærlighed og åbenbaring.”

”Smag og se, at Herren er god” (Sl 34:9), proklamerer vi i Ørkengudstjenesten. Verden er skabt for mennesket, som en gave til mennesket, hvor vi møder Gud og hans godhed.

Mennesket er et sultent væsen. Denne sult afslører ikke bare en materiel sult, men også en åndelig sult. Det materielle kan ikke adskilles fra det guddommelige. Vi hungrer efter Gud. Bag ved al sult står Gud. Alt begær er i sidste ende et begær efter Gud.

I gudstjenesten er måltidet i centrum. Fordi det er menneskets eksistensgrundlag – det mest nødvendige for os og det dybeste i os – og fordi det er her, vi bliver delagtige i Guds eget liv. Når vi deltager i nadvermåltidet ’bliver vi, hvad vi spiser’.

Reklamer

Comments

  1. Simeon den Nye Teolog (942-1022) skriver i en smuk hymne om eukaristiens under: ”Dette besudlede og dødelig kar er blevet forenet med Dit al-hellige Legeme, og mit blod er blevet blandet med Dit. Jeg ved, at jeg er blevet forenet med Din guddom, at jeg er blevet Dit rene Legeme … jeg skuer skønheden. Jeg ser lysets stråler. Jeg stråler af Din nådes lys”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: