”Jeg er skyldig i alt over for alle”

Jesus spiste ofte sammen med både sine disciple, toldere, syndere og farisæere. Både dem, der fulgte ham tæt, og dem, der betragtede ham på afstand.

Måltidet er ikke for dem, der tror, at de har helt styr på livet, troen og sig selv. ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere,” siger Jesus. Synd er det, der splitter os. Synden kommer til udtryk som en disharmoni mellem det, vi gerne vil, og det, vi faktisk gør. At vi ikke evner at leve integreret.

Midt i alt dette vil Kristus sidde til bords med os: ”De raske har ikke brug for læge, der har de syge,” siger han.

Sommetider kan dette selvbillede dog dukke op, at vi ikke er skyldige over for andre i noget som helst. At vi ikke har syndet mod nogen. I det mindste ikke i forhold til noget alvorligt.

Denne tanke gør den russiske forfatter Dostojevskij endegyldigt op med i sin roman Brødrene Karamazov. Den evigt gode og barmhjertige munk, fader Zozima, erklærer: ”Jeg er skyldig i alt over for alle.”

Den, der har fået indblik i sig selv, ved, at hele verdens ondskab potentielt også findes i ham, og derfor identificerer han sig med al skyld.

Ud af denne skyld kommer taknemligheden over, at Kristus vil sidde til bords med os. ”I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige” (Luk 22:30). Taknemlighedens frugt er taksigelse, eukaristi.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: