Hvordan skal vi bede?

Hos fædrene finder vi i bønnens landskab to spor. I det ene spor gik kenobitterne, dem, der levede i monastiske fællesskaber i munken abba Pachomios’ ånd. I det andet spor gik eremitterne – også kaldt hesykasterne, de stille – i abba Antonios den Stores ånd. De første vægtede og udviklede den liturgiske fællesbøn. De sidste formede deres liv omkring den indre, kontemplative og uafbrudte bøn. Den kommer smukkest til udtryk gennem den såkaldte Jesusbøn, der lyder: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig.” Nogle tillægger ordene ”en synder”.

Men i begge tilfælde var bønnens formål at blive delagtig i Guds eget liv: at blive guddommeliggjort ”gennem fællesskab med Kristi guddommeliggjorte menneskelighed i Helligånden,” som ortodokse John Meyendorff formulerer det. De første erfarede dette først og fremmest i eukaristien. De sidste erfarede dette fællesskab i den stille bøn.

Ønsker vi da at modstille disse spor, eller ser vi, som Simeon den Nye Teolog (940-1022), at sporene i virkeligheden går i samme retning og følges ad?

Simeon, der levede i Konstantinopel som cenobit i en fælles rytme af tidebønner og nadverfejringer med de andre munke, understreger måske  mere en nogen anden vigtigheden af den personlige erfaring af Helligånden.

”Jeg takker dig, Hellige Ånd,

du, som for mig er som et lys, der ikke kender til aftenen,

som en sol, der aldrig går ned.

Du kan ikke forblive skjult,

for du fylder alt med din herlighed.”

St Simeon den Nye Teolog

Reklamer

Comments

  1. Godt at have dig tilbage

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: