At få del i guddommelig natur: Om guddommeliggørelse

I ortodoks teologi taler man om guddommeliggørelse. Menneskets mål er at blive guddommeliggjort. Guddommeliggørelse er både en proces og målet for denne proces. Guddommeliggørelse dækker over hvad teologier i vesten mener med både frelse og helliggørelse, uden at det er helt sammenligneligt.

Hvor kommer idéen om guddommeliggørelse fra? Et af de afsnit, fædrene har kommenteret mest på i bibelen, er 2 Pet 1:4, hvor der står, at vi skal få ”… få del i guddommelig natur.” At få del i guddommelig natur svarer til at komme til at ligne Gud og blive forenet med ham.

Jeg ved ikke, hvad I tænker, når I hører begrebet guddommeliggørelse. Nogle hører en genklang af slangens tale til Adam og Eva: Slangen sagde: ”… den dag I spiser af den (frugten), bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” Er det dét, fædrene mente med guddommeliggørelse? Nej. Kirkefædrene mente ikke, at man kunne sammenligne slangens drejning af sandheden med andre lignende udsagn i bibelen, som når Jesus gentager Salmistens ord: ”Jeg har sagt: I er guder, I er alle sønner af den Højeste” (Sl 82:6). Slangen prøvede at pege på en vej, hvor mennesket skulle kunne opnå guddommeliggørelse i sig selv, uden om Gud, det, vi kalder afgudsdyrkelse. I slangens vision skulle mennesket tage Guds plads.

*

Hvad betyder så guddommeliggørelse hos fædrene?

”Gud blev menneske, for at mennesket kunne blive Gud,” sagde Athanasios af Alexandria.

Gud blev menneske i Kristus, for at mennesket i Kristus kunne blive Gud. Fordi Kristus stiger ned, kan vi stige op. Det er indholdet af, at Kristus siger, at han er ”vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14:6). Det er Logos, der åbner vejen for enhed med Gud.

Men hvorfor er det lige præcis Kristus, der åbner vejen til Faderen, og ikke bare Ånden eller Faderen selv? Fordi Kristus er helt menneske og helt Gud. Helt Gud: At Kristus har samme væren som Faderen. Ja, Logos er konsubstantiel med Faderen og Ånden. Hvis Logos ikke har den samme substans som Faderen, er vores guddommeliggørelse ikke mulig. Helt menneske: At Kristus er  menneske, som vi er det, dog uden synd. Alle stridighederne igennem de første mange århundrede af kirkens historie er bundet op på dette spørgsmål om, hvorvidt Kristus er menneske i ordet reelle betydning. Og hvorfor er det så vigtigt? Fordi: ”hvad, der ikke er antaget, er ikke frelst,” som kirkefaderen Kyril af Alexandria sagde.

*

Som sagt er guddommeliggørelse en proces, der begynder med skabelsen. Vi er skabt for at blive frelst. Mennesket er skabt i Guds billede og til Guds lighed. Hos Irenæus og Maximus finder vi den tanke, at mennesket, Adam og Eva, var børn i Paradis, dvs. de var endnu ikke modne og fuldkomne. Deres opgave var at modnes til Guds lighed. Den bevægelse, der kunne muliggøre denne lighed, var Guds inkarnation i materien. Menneskets bevægelse opad mod lighed med Gud, var muliggjort gennem Guds inkarnation nedad til lighed med mennesket.

Maximos Bekenderen minder os om, at skabelsen er begyndelsen for forløsningen, og forløsningen er fuldendelsen af skabelsen. Skabelse og frelse er uløseligt forbundet. Skabelse og frelse er ikke plan A og B, som om Guds første plan mislykkedes, hvorefter han fandt på en ny. Inkarnationen var altid meningen, fordi Gud ønsker det dybest mulige fællesskab med os.

Østkirken opererer også, som Vestkirken, med et syndefald i Paradis, men dette syndefald ændrede ikke ved menneskes konstitution som skabt i Guds billede. At døden blev et eksistensvilkår for mennesket, der ellers var tænkt at skulle leve evigt, var en uhensigtsmæssig omvej i Guds store frelsesvej mod hele skabningens modning, guddommeliggørelse. Syndefaldet var forårsaget af menneskets fri vilje, men viljen forblev fri også efter syndefaldet.

*

Guddommeliggørelsen af mennesket svarer til den virkelighed, der er i Kristus selv. Kristus er som sagt helt Gud og helt menneske, men består som en person. Den hypostatiske forening, kaldes det. Den forening, der finder i Kristus, svarer til vores forening med Gud. Ligesom Kristi menneskelige natur bliver guddommeliggjort i foreningen med hans guddommelige natur, sådan bliver hele menneskeheden, ja hele kosmos, forenet og guddommeliggjort i mødet med Gud.

At denne forening forefindes i Kristus, muliggør at den kan forefindes for hele skabelsen. I denne proces indtager mennesket en særlig rolle, fordi mennesket som præst for hele skabelsen er konstitueret som et mikrokosmos, en lille verden. Og gennem mennesket bliver hele skabelsen ført til og forvandlet af Gud.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: