Fejrer Kristi forklarelse i Bjärka-Säby

   Disse dage er vi, der tilhører Det Økumeniske Kommunitet i Bjärka-Säby, og alle interesserede samlet til sommermøde på Nya Slottet.  I dag fejrer vi Kristi forklarelse: Festen for menneskets mening og mål; at vi må blive gennemlyst af Guds Ånd og nåde på samme måde som Jesus selv er gennemlyst.  Dette er dagen, hvor det bliver tydeligt, at evigheden fungerer ligesom Gud selv: den bryder ind i tiden og er overalt! … [Read more...]

Selv den største profet stiller spørgsmål

I dagens lectionarium fra Det Økumeniske Kommunitet læser vi fra Lukasevangeliet 7:18-23: Johannes fik alt dette at vide af sine disciple. Han kaldte to af dem til sig og sendte dem til Herren for at spørge: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Da mændene var nået frem til Jesus, sagde de: »Johannes Døber har sendt os til dig for at spørge: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus havde netop helbredt mange mennesker for sygdomme, lidelser og onde ånder, og … [Read more...]

Præstens syndsbekendelse

Præstens syndsbekendelse ifølge Lev Gillet (aka en munk fra østkirken): O, Herre, jeg ved, at jeg er for uværdig til at regnes blandt dine tjenere, dem, som du har kaldet til at være synlige tegn på hele kirkens almene præstedømme. Hver og en, som får en sådan opgave, forventes at have nået længere end dem, han repræsenterer. Men min skyld er i stedet større end deres, for det indre lys, jeg har modtaget, er større, og jeg har fået nåde i overflod. Hvor ofte har jeg ikke forsømt og forbrudt … [Read more...]

Vi fejrer messen i Guds rige

Den ortodokse liturgi bliver indledt med ordene "velsignet være Faderens og Sønnens og Helligånden rige." De samme ord indledte vi morgenmessen med, da jeg i går besøgte Nya Slottet i forbindelse med tidsskriftet Pilgrims 20 år jubelæum. Ordene betyder, at når vi fejrer gudstjeneste, træder vi ind i Guds rige. Messen bliver fejret på jorden, og alligevel er vi i Ånden rige. Eller som Peter Halldorf sagde i forrige weekend, da han besøgte Ordrup uden for København: Alteret står på jorden, … [Read more...]

Følg Simons fasteblog på kristendom.dk

I den store faste fra askeonsdag indtil påskelørdag skriver jeg hver dag en kort refleksion på kristendom.dk/fastebloggen. Fasten er en berigende tid, men når den første begejstring har lagt sig efter et par uger, kan det være til stor hjælp at have en fast læsning, der inspirerer og holder en på sporet. Du er derfor meget velkommen til at følge med! Glædelig faste. … [Read more...]

Guds mørke og det uskabte lys

På toppen af bjerget Tabor så disciplene Kristus helt forklaret, helt gennemlyst med skinnende, hvide klæder. De fik lov at se Kristus i opstandelsens klare lys, herliggjort, sådan som han virkelig er. De erfarede ”det uskabte lys,” som fædrene kalder det; det lys, der også kaldes "Tabor-lyset". På toppen af Sinajbjerget erfarede Moses Gud i mørket. Men på Moses' ansigt bredte der sig et uforklarligt lys. "Det strålede fra hans ansigt" (2 Mos 34:29). Det uskabte lys, som disciplene erfarede, er … [Read more...]

Vejen til frihed: Om askese

Theosis forudsætter kenosis. Guddommeliggørelse, theosis, at fyldes af Gud, forudsætter, at vi giver afkald, kenosis. Når vi rejser, tager vi kun det mest essentielle med. Jo mindre, vi tager med, jo lettere er rejsen. Og opdager vi, at vi bærer på unødig oppakning, smider vi det glædeligt for at komme lettere til målet. Ørkenen, bjerget, skoven og havet er alle billeder på den renselse (græsk katarsis) rejse, som mennesket må gennemgå i vandringen med og mod Gud. På denne vandring må mennesket … [Read more...]

At få del i guddommelig natur: Om guddommeliggørelse

I ortodoks teologi taler man om guddommeliggørelse. Menneskets mål er at blive guddommeliggjort. Guddommeliggørelse er både en proces og målet for denne proces. Guddommeliggørelse dækker over hvad teologier i vesten mener med både frelse og helliggørelse, uden at det er helt sammenligneligt. Hvor kommer idéen om guddommeliggørelse fra? Et af de afsnit, fædrene har kommenteret mest på i bibelen, er 2 Pet 1:4, hvor der står, at vi skal få ”… få del i guddommelig natur.” At få del i guddommelig … [Read more...]

Tiden forsones i fremtiden

Vores forsoning med tiden findes i fremtiden. Kun ved at tage del i eukaristien kan vi leve i tidens paradoks: allerede, men endnu ikke. Det er kirkefaderen Maximos Bekenderens pointe. For Maximus ligger Sandheden i fremtiden, ikke i fortiden. ”The Truth is the state of things to come” (i Scholia). Sandheden er i det kommende, siger han. Maximos forklarer det sådan her: GT er en skygge af sandheden, NT er et ikon af sandheden, men sandheden selv er i den kommende tilstand, i Guds rige. Jeg … [Read more...]

At lytte til Skriften er at hvile i dåbens vand

Jesu mor og brødre kom til ham, men de kunne ikke nå hen til ham for folkeskaren, og der gik bud ind til ham: ”Din mor og dine brødre står udenfor og vil se dig.” Men han svarede dem: ”Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det.” Gennem Lectio Divinas’ lectio – at høre ordet – og praxis – at udleve det – bliver vi Jesu familie. Vi bliver ikke Jesu familie gennem biologisk slægtsskab, men gennem dåbens vand. At høre ordet svarer til dåben, og at handle efter … [Read more...]

Tankesprog: “Tomhændet skal vi gå ud af verden”

Da abba Makarios var i Egypten, opdagede han engang en mand, der har i gang med at laste hans ejendele på et æsel. Han gik hen til tyven og hjalp ham med at laste æslet. Derefter lod ham tyven gå i største fred og sagde: "Tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den. Herren gav, og som han ville, sådan blev det. Herrens navn være lovet" (jf. 1 Tim 6:7, LXX: Job 1:21). (Ørkenfædrenes tankesprog, Makarios 18.) … [Read more...]

Tankesprog: Én enkelt retfærdig er nok

Abba Epifanios blev spurgt: "Er én enkelt retfærdig nok til at formilde Gud?" Han svarede: "Ja, for han har selv sagt: 'Find ét menneske, som lever retfærdigt, og jeg skal tilgive hele folket'." … [Read more...]

Kærlighedens bånd

"Jeg kender et menneske," siger Simeon den Nye Teolog, "som længes så meget efter sine brødres frelse, at han ofte træder frem for Gud med hele hjertet og brændende tårer i en forbøn, der er Moses værdig, for at bede om, at hans brødre vil blive frelst sammen med ham, eller at han må blive fordømt sammen med dem. For han var knyttet til den i Helligånden med sådan et kærlighedens bånd, at han ikke ønskede at træde ind i Guds rige, hvis det betød, at kan ville være adskilt fra brødrene." Som den … [Read more...]

Tankesprog: At arbejde på samme værk

Abba Poimen sagde: "Hvis tre mennesker mødes, og den ene bevarer den indre fred, den anden takker Gud under sygdom, og den tredje tjener de andre med et uselvisk sind, så arbejder de alle tre på samme værk." (Ørkenfædrenes tankesprog, Poimen 29) … [Read more...]

Lydighedens frugt

Ørkenfaderen Johannes blev af sin abba bedt om at vande et træ, indtil det bar frugt. Men der var langt til en kilde, og Johannes havde kun en lille flaske. Så hver aften drog han af sted til kilden for om at om morgenen vende tilbage og vande træet. Sådan fortsatte han i tre år. Endelig bar træet frugt. Abbaen plukkede frugten, bar dem til kirken og sagde til Johannes’ medbrødre: ”Tag og spis af lydighedens frugt.” Behøver jeg at nævne, at abba Johannes blev et lys for utallige omkring ham … [Read more...]

Hvilke spørgsmål stilles der i ørkenen?

Når mænd og kvinder drog ud i ørkenen i 300-tallet for at opsøge en af ørkenens mestre, var det sjældent, fordi de ville have svar på et dogmatisk problem. De var mere optaget af, hvordan kristendommen skulle synliggøres i deres egne liv: ”Hvad skal jeg gøre?” ”Hvad skal jeg gøre for at behage Gud?” ”Hvad gør en munk?” Der ligger en bog foran mig, mens jeg sidder her. Den indeholder en masse tankesprog fra ørkenfædrene- og mødrene. Tankesprog er vise ord fra eller beretninger om ørkenens … [Read more...]

Gregor Palamas: Den bedste, den gode og den dårlige teolog

Gregor Palamas (1296-1359), der er den mest fremtrædende repræsentant for den østlige, hesykastiske tradition, taler om, at der er tre slags teologer. Den bedste, den gode og den dårlige. Den bedste teolog er den, der ejer stor teologisk kundskab, og som i sit eget liv har erfaret den fuldkomne forening med Kristus. Denne person går under betegnelsen helgen. Den gode teolog er den, der også ejer stor teologisk kundskab, men som endnu ikke har erfaret den fulde forening med Kristus. Den … [Read more...]

Broderlighedens sakramente

Johannes, der i 300-tallet var ærkebiskop af Konstantinopel, var en så fremragende prædikant, at han fik tilnavnet Chrysostomos, Guldmund. Men for Johannes Chrysostomos var det ikke nok blot at tale. Derfor arbejde han i særlig grad på at forbedre sundhedsvæsenet og øge hjælpen til de svageste i samfundet. "Broderlighedens sakramente," kalde han det. Vores indre tro hænger altid sammen med vores ydre liv, handlinger og valg. "At eje mere end nødvendigt er at berøve de fattige, det er altså at … [Read more...]

Kirkens bord er et symbol på jomfru Maria

Kirken er vores moder, siger fædrene. Hvordan kan det forstås? Jo, ligesom Maria, Guds moder, frivilligt sagde ja til at lade Helligånden komme over sig og på den måde giver Kristus til verden, sådan bliver kirken vores moder i hver eneste eukaristifejring, hvor Helligånden kommer over os og gaverne og giver Livets brød, Kristus selv, til os. Hele frelsesmysteriet er indeholdt i det hellige måltid! Eukaristien er ikke blot en ihukommelse af Kristi offer og død, men også af hans undfangelse og … [Read more...]

Hvordan skal vi bede?

Hos fædrene finder vi i bønnens landskab to spor. I det ene spor gik kenobitterne, dem, der levede i monastiske fællesskaber i munken abba Pachomios’ ånd. I det andet spor gik eremitterne – også kaldt hesykasterne, de stille – i abba Antonios den Stores ånd. De første vægtede og udviklede den liturgiske fællesbøn. De sidste formede deres liv omkring den indre, kontemplative og uafbrudte bøn. Den kommer smukkest til udtryk gennem den såkaldte Jesusbøn, der lyder: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, … [Read more...]

Uge 49’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Vi har nu rundet første  søndag i advent, og i kirken fejrer vi derfor nytår! De sidste søndage har stemningen været alvorlig. Vi ventede på Herrens andet komme, og omdrejningspunktet var dom og dødsriget. Nu er vi trådt ind i advent. Advent betyder bogstaveligt, at noget kommer til os. Det latinske adventus betyder ankomst. Noget er i gang med at komme og den modsvarende holdning hos os består i at være beredte og at vente. Ligesom i slutningen på trinitatistiden, hvor vi … [Read more...]

Uge 48’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Med søndagens gudstjeneste træder vi ind i kirkeårets sidste uge. Tonen i gudstjenesten er alvorlig, men trøstefuld, temaet er dødsriget og hvilen. I gudstjenestens anden læsning hører vi, hvordan Paulus taler om, at dagen ”bryder frem med ild,” og at arbejderen skal "frelses, dog som gennem ild.” Fra kristendommens tidligste tid havde man en tro på, at der skulle finde en renselse sted. Guds Ånd virker som den rensende kærlighedsflamme. Gud, der søger alle med sit nærvær, bliver af … [Read more...]

Ihukommelse af fremtiden

Når vi fejrer nadver ihukommer vi Kristus. Vi ihukommer ikke bare, hvad Kristus engang var og gjorde, men hvad han er og gør, både nu og i fremtiden. ”Vi ihukommer… hans komme i herlighed,” som vi beder i folkekirkens nadverbøn. Det er altså en ihukommelse af fremtiden, Ånden rige. Gennem eukaristien finder vi vores identitet i fremtiden, her er kilden til at blive dem, der er skabt til: mennesker, der lever i Gud. Når vi påkalder Helligånden i nadverens bøn, så bryder evigheden ind i tiden og … [Read more...]

Uge 47’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Simeons lovsang ruller frem og tilbage mellem de bedende i Anholt kirke. "For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk," synger én. Og alle svarer: "Et lys til åbenbaring for hedninger, og en herlighed for din folk israel." Søndag I morgen, søndag, er første dag i den nye uge. Men egentlig indledes søndagens fejring allerede med aftenbønnen lørdag aften. Midt i mørket længes vi efter og skimter i Ånden det opstandelseslys, der vil varme vores hjerter søndag morgen, når vi … [Read more...]

Uge 46’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Nu har gåsen eller anden after Mortens aften efterhånden lagt sig. Morten er det gamle danske navn for Martin. Vi fejrede Martin af Tours, munken, der ikke ville være biskop, og som derfor gemte sig blandt gæssene. Gæssene skrattede imidlertid op og afslørede Martin, hvorefter han mod sin vilje blev bispeviet. Martin var kendt for sin vilje til selvopofrelse. Eksempelvis fortælles det om ham, at han, da han mødte en fattig, skar sin kappe over i to og gav halvdelen væk. I denne uge faster vi … [Read more...]

“Dette er tegnet på renhed”

At gå ørkenens vej er at slå ind på den vej, som Sønnen gik, da han "gav afkald på" at have "Guds skikkelse" (Fil 2:6-7). Kenosis er det græske ord for at give afkald. Kenosis er forudsætningen for theosis, guddommeliggørelse. Først når vi giver afkald på vores eget, vores rettigheder og krav, vores egoisme, kan Guds skikkelse eje rum i vores liv. Guddommeliggørelse og renhed følges ad. Hvad er tegnet på renhed? "Lad dig forfølge, men forfølg ikke. Lad dig korsfæste, men korsfæst ikke. Lad dig … [Read more...]

”Kristus er både den, der ofrer, og den, der ofres”

Når vi i gudstjenesten bærer brødet og vinen frem, bærer vi alt, der eksisterer, hele verden og alle vores liv frem til alteret. Men vi gør det ’i Kristus’, idet han indeholder alt, der eksisterer. Vi gør det ’i Kristus’, fordi han allerede har ofret alt, der skal ofres til Gud. Gennem sit liv, sin død og opstandelse, har han én gang for alle fejret eukaristien, og der er intet tilbage, som skal ofres. Kristus har ofret alt eksisterende, fordi han som menneske rummer hele verden med al dens … [Read more...]

Uge 45’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Med weekenden fejring af troens forbilleder, dem, der er gået døden i møde med bekendelsen af Kristus på deres læber, har vi for alvor åbnet døren til den sidste tid på året frem til advent. Med deres død som forbillede, tænker vi på vores egen død. Tanken om døden - memento mori: husk, at du skal dø - gemmer sig i denne tids gudstjenester. Men memento mori forsøges der ikke at fremme en livsfjendsk tro. Tværtimod. Er det ikke netop, når vi tænker på vores død, at vi fyldes af en taknemmelighed … [Read more...]

Nadveren handler ikke om syndsforladelse

Hvad motiverer os til at tage imod brødet og vinen i eukaristien? Undertiden betones individualistiske tolkninger af nadveren. Disse kan eksempelvis komme til udtryk ved en alt for stærk betoning af syndernes forladelse. Sagen er jo, selv om syndernes forladelse kan anses som en dimension af eukaristien, så er det ikke dette, der er kernen i måltidet. Det grunder i, at Kristus ikke bare kom til verden for at sone vores synder. Dette bliver tydeligt for enhver, der læser Det Gamle Testamente. … [Read more...]

For hvem fejrer vi gudstjeneste?

Hvorfor fejrer vi egentlig gudstjeneste? Eller for hvem fejrer vi gudstjeneste? I mange kristne sammenhænge har man en alt for individualistisk tilgang til troen og det kristne liv. Ud af en sådan tilgang kommer kommentarerne: ”Hvad får jeg ud af gudstjenesten?” eller ”gudstjenesten gav mig ikke noget i dag.” Men gudstjenesten er aldrig noget, man gør for sig selv. Gudstjenesten har en betydning, der rækker langt ud over en selv eller de mennesker, der er samlet i den aktuelle kirke. Vi … [Read more...]

Tegnet på modenhed er taksigelse

I den tidlige kirke blev gudstjenesten kaldt eukaristi, som betyder taksigelse. Når vi fejrer liturgien, fejrer vi eukaristien. Når vi lever livet i taksigelse for verden som Guds gave, så lever vi eukaristisk. Det er ikke nogen tilfældighed, at netop ordet eukaristi i den tidlige kirke betegnede gudstjenesten, for i eukaristien takker vi for verden og giver den tilbage til Gud under lovsang. Gennem eukaristien bliver vi selv forvandlet til at være taksigende væsner, og herigennem modnes … [Read more...]

Uge 44’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Denne søndag er Jesu ord til os: "Omvend jer!" Søndagens bibeltekster er hårde og usentimentale. Vi er i den sidste tid. Kirkefædrene sagde om Gud, at han er fascinosum et tremendum, fascinerende og skræmmende. I denne tid virker han mest skræmmende. Men de hårde ord har mere sin plads i den kærlige Guds opdragende pædagogik, end hos den straffende Gud. Gud straffer ikke, men er den barmhjertige gartner, der ved, at vi skal beskæres for at bære frugt. Denne søndag er også apostlene … [Read more...]

“Vi er alle præster”

Mens man i biologiske videnskaber siger, at mennesket er Homo sapiens, hvilket er den biologisk-systematiske betegnelse for mennesket, eller Homo faber, dvs. mennesket som håndværker og som skaber af sine egne livsvilkår, så siger vi i kirken, at mennesket er præst, skabt til at tilbede. Homo adorans, det tilbedende menneske, kalder vi os. Vi er alle præster, påpeger Alexander Schmemann, skabt som homo adorans, skabt til at tilbede. Hvorfor har mennesket netop denne status i forhold til alt … [Read more...]

”Svøb dig i din kappe og sov”

Når du ikke kan bede, når alt bliver mørkt, når Gud ikke er at finde, og du ikke længere orker at søge, da er ørkenens råd til os: Svøb dig i din kappe og sov. Sådan siger barmhjertighedens teolog, som han kaldes blandt venner. Ørkenasketen Isak Syreren (7. årh.) fik efter blot fem måneder som biskop nok af kirkelige stridigheder og beskyldninger om kætterier og flygtede ud i ørkenen. Som økumeniker kunne Isak ikke andet end at lytte til alle kirkens store teologer og deres åndelige erfaringer … [Read more...]

Hvad er det, vi ofrer i gudstjenesten?

I gudstjenesten ofrer vi hele verden til Gud i brødet og vinen. Det bliver tydeligt, når vi bærer brødet og vinen frem til alteret før nadverdelen. Ordet bære kommer af ferō, og deraf har vi ordet ’at ofre.’ At ofre er at bære noget frem. Brødet og vinen er samlet fra hele verden og repræsenterer hele kosmos, alt skabt, dvs. også hele menneskeheden. I Maximos Bekenderens teologi er der ikke forskel på verden og den menneskelige natur. De er ét. Brødet og vinen er altså både verdenen og hele den … [Read more...]

Uge 43’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Hver eneste søndag er en 'lille påskedag', en opstandelsesdag til minde om Kristi sejr over døden. Mens man i løbet af året kun fejrer jul og pinse én gang, kan man sige, at man hver eneste uge fejrer påskens mysterium. Derigennem bliver Kristi opstandelse forudsætningen for vores liv. På søndag er det 20. søndag efter trinitatis. Denne tid i kirkeåret er præget af, at vi nærmer os kirkeårets afslutning og Kristi genkomst. Derfor er tiden præget af en dobbelthed. På den ene side fyldes … [Read more...]

”Jeg er skyldig i alt over for alle”

Jesus spiste ofte sammen med både sine disciple, toldere, syndere og farisæere. Både dem, der fulgte ham tæt, og dem, der betragtede ham på afstand. Måltidet er ikke for dem, der tror, at de har helt styr på livet, troen og sig selv. ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere,” siger Jesus. Synd er det, der splitter os. Synden kommer til udtryk som en disharmoni mellem det, vi gerne vil, og det, vi faktisk gør. At vi ikke evner at leve integreret. Midt i alt dette vil Kristus … [Read more...]

Tårerne udgør dåbens vand

Er det mon alle de helliges tårer, der har levet forud for os, der udgør vores dåbsvand? Herren samler jo vores tårer, som det hedder i Salmernes bog: ”mine tårer er samlet i dit kar” (56,9). Fædrene så en naturlig forbindelse mellem dåben og tårerne. De kaldte tårerne for ’den femte dåb’; før den kom Moses’ symbolske dåb, Johannes’ dåb, den kristne dåb, og til sidst martyriets blodige dåb. Når Ånden fører os ad selverkendelsens smertelige vej, bliver vi helliget gennem tårernes sakramente. … [Read more...]

Uge 42’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

I den hellige uges rytme er søndag den første dag – og ottende og sidste, dvs. begyndelsen og fuldendelsen! – samt den dag, der angiver hele ugens bevægelse. Søndagens emne afspejler sig i liturgiens tekster og bønner. Søndag I morgen er emnet Kirken som en stige. Kirken er Kristi legeme, og den er som en stige, der når ”helt op til himlen” (1 Mos 28:12). Stigen forbinder himmel og jord. Det samme gør vi, kirken, som er Kristus. I liturgien er vi som engle, der stiger op (jf. Joh 1:51), engle, … [Read more...]

Ikke at velsigne, men at være til velsignelse

Vi skal ikke så meget velsigne som selv at være en velsignelse, lærer ørkenfædrene os. Ørkenens måde at være kirke på kan virke fjern og umenneskelig med vores (post-) moderne tankesæt. Ørkenens virkelighed ligger langt fra tanker om demokrati og rettigheder. I vores vesterlandske del af verdenen, og især i den danske folkekirke, møder man ofte argumentet om, at vi skal være kirke for alle, hvilket betyder, at der ikke stilles krav, og at der ingen forventninger findes. Dette kirkesyn virker … [Read more...]

“Se mod øst”

"Vær opmærksomme", råber den ene diakon i Ørkengudstjenesten. "Se mod øst", proklamerer den anden, før vi læser evangeliet. Evangeliet er Kristus selv formidlet til os som ord, logos. Men Kristus, Guds Logos, kommer til os i mange skikkelser, i skabelsen og Skriften. "Små inkarnationer", som fædrene kalder det. Kulminationen er Logos' inkarnation i mennesket, Kristus. Det er den begivenhed, vi fejrer i liturgien, og det er hans liv, vi tager del af i hver eneste eukaristi. Solen, som den … [Read more...]

Eukaristien er en politisk, anti-konsumeristisk handling

Den kristne fejring af eukaristien er et radikalt oprør mod det liberale samfunds tilbedelse af den kapitalistiske idé. Dette er en af pointerne i politisk-teologiske Patrik Hagmans bog ”Om kristent motstånd.” Når man i den tidlige kirke fejrede liturgien, kom alle med korn, brød, mad og vin til gudstjenesten. En del af dette blev en del af selve nadverfejringen. Det, der blev til overs, blev af diakonerne delt ud til de fattige og trængende. Gudstjenestens overskud blev delt ud. Dette står i … [Read more...]

Al begyndelse er svær

At tænde op i en brændeovn kan være en videnskab. For at få mest muligt ud af træet og for at skåne miljøet skal brændet ligge helt korrekt og vindtilførslen være passende. Dette kræver en erfaren hånd. Erfaring komme med tiden, gennem træning. Eller askesis, øvelse, som fædrene og mødrene kaldte det. Ørkenmoderen amma Synkletika sagde: ”I begyndelsen er der meget strid og møje for dem, der nærmer sig Gud, men efterhånden indfinder der sig en uudsigelig glæde. De, der vil tænde ild, hoster og … [Read more...]

I gudstjenesten bliver du, hvad du spiser

Hvorfor er nadveren så vigtig i enhver gudstjeneste? ”Mennesket er, hvad det spiser,” påpeger den materialistiske filosof, Feuerbach. Religionskritiske Feuerbach ville formentlig ikke være enig med mig, men jeg kunne ikke være mere enig i hans udtalelse her. Især hvis vi ser det i lyset af liturgien, der i sin essens er et festmåltid. Allerede i  skabelsesberetningen fremstilles mennesket som et sultent væsen. ”Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle … [Read more...]

Jeg er alle mennesker på godt og ondt

Jeg er alle mennesker på godt og ondt. Dette er ørkenens erfaring. Fjodor Dostojevskij, der var stærkt præget af ørkenasketens Isak Syrerens tænkning, viste, at Raskolnikov i romanen Forbrydelse og Straf, ikke bare myrdede et individ, men hele menneskeheden. Ørkenfædrene blev kritiseret for at vende sig fra verden. Men virkeligheden er en anden. I ensomheden, i bønnen og sjælens og kroppens kamp med tankerne og impulserne bliver dybet af mennesket klart. På både godt og ondt. Hér i dybet … [Read more...]

”Hvis der bare kun var Gud og jeg i verden”

Der er ingen modsætning mellem fællesskab og ørkenen, mellem relation og ensomhed. Hvis man undgår fordommene om, at ørkenens asketers tilbagetrukkenhed skyldes verdenshad, mærker man snart, at der fra deres ord og handlinger udgår en kærlighed, der omfatter hele skabelsen. Når ørkenfaderen Alonios sagde ”Hvis et menneske ikke siger: ’Hvis der bare kun var Gud og jeg i verden’, kan et menneske ikke blive frelst,” betyder det ikke, at han ikke har blik for andre mennesker eller hele … [Read more...]

“Gør sådan, og du vil blive frelst”

Der er noget mærkelig livsbekræftende over ild. At sidde ved et bål og blot skue ind i flammerne. Måske er det, fordi Gud har åbenbaret sig som flammen for Moses, og ligesom Moses, der måtte tage sandalerne af, fornemmer vi, at der er noget helligt på spil? I vores hus, Degnens hus, som det kaldes, er vores eneste varmekilde brændeovne. At holde gang i en brændeovn er fast arbejde, men giver også en rytme, der ligger tæt på det hellige. Det indre og det ydre hænger sammen. For at holde ilden … [Read more...]