At få del i guddommelig natur: Om guddommeliggørelse

I ortodoks teologi taler man om guddommeliggørelse. Menneskets mål er at blive guddommeliggjort. Guddommeliggørelse er både en proces og målet for denne proces. Guddommeliggørelse dækker over hvad teologier i vesten mener med både frelse og helliggørelse, uden at det er helt sammenligneligt. Hvor kommer idéen om guddommeliggørelse fra? Et af de afsnit, fædrene har kommenteret mest på i bibelen, er 2 Pet 1:4, hvor der står, at vi skal få ”… få del i guddommelig natur.” At få del i guddommelig … [Read more...]

Tankesprog: “Tomhændet skal vi gå ud af verden”

Da abba Makarios var i Egypten, opdagede han engang en mand, der har i gang med at laste hans ejendele på et æsel. Han gik hen til tyven og hjalp ham med at laste æslet. Derefter lod ham tyven gå i største fred og sagde: "Tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den. Herren gav, og som han ville, sådan blev det. Herrens navn være lovet" (jf. 1 Tim 6:7, LXX: Job 1:21). (Ørkenfædrenes tankesprog, Makarios 18.) … [Read more...]

Hvilke spørgsmål stilles der i ørkenen?

Når mænd og kvinder drog ud i ørkenen i 300-tallet for at opsøge en af ørkenens mestre, var det sjældent, fordi de ville have svar på et dogmatisk problem. De var mere optaget af, hvordan kristendommen skulle synliggøres i deres egne liv: ”Hvad skal jeg gøre?” ”Hvad skal jeg gøre for at behage Gud?” ”Hvad gør en munk?” Der ligger en bog foran mig, mens jeg sidder her. Den indeholder en masse tankesprog fra ørkenfædrene- og mødrene. Tankesprog er vise ord fra eller beretninger om ørkenens … [Read more...]

Gregor Palamas: Den bedste, den gode og den dårlige teolog

Gregor Palamas (1296-1359), der er den mest fremtrædende repræsentant for den østlige, hesykastiske tradition, taler om, at der er tre slags teologer. Den bedste, den gode og den dårlige. Den bedste teolog er den, der ejer stor teologisk kundskab, og som i sit eget liv har erfaret den fuldkomne forening med Kristus. Denne person går under betegnelsen helgen. Den gode teolog er den, der også ejer stor teologisk kundskab, men som endnu ikke har erfaret den fulde forening med Kristus. Den … [Read more...]

Broderlighedens sakramente

Johannes, der i 300-tallet var ærkebiskop af Konstantinopel, var en så fremragende prædikant, at han fik tilnavnet Chrysostomos, Guldmund. Men for Johannes Chrysostomos var det ikke nok blot at tale. Derfor arbejde han i særlig grad på at forbedre sundhedsvæsenet og øge hjælpen til de svageste i samfundet. "Broderlighedens sakramente," kalde han det. Vores indre tro hænger altid sammen med vores ydre liv, handlinger og valg. "At eje mere end nødvendigt er at berøve de fattige, det er altså at … [Read more...]

Hvordan skal vi bede?

Hos fædrene finder vi i bønnens landskab to spor. I det ene spor gik kenobitterne, dem, der levede i monastiske fællesskaber i munken abba Pachomios’ ånd. I det andet spor gik eremitterne – også kaldt hesykasterne, de stille – i abba Antonios den Stores ånd. De første vægtede og udviklede den liturgiske fællesbøn. De sidste formede deres liv omkring den indre, kontemplative og uafbrudte bøn. Den kommer smukkest til udtryk gennem den såkaldte Jesusbøn, der lyder: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, … [Read more...]

Uge 48’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Med søndagens gudstjeneste træder vi ind i kirkeårets sidste uge. Tonen i gudstjenesten er alvorlig, men trøstefuld, temaet er dødsriget og hvilen. I gudstjenestens anden læsning hører vi, hvordan Paulus taler om, at dagen ”bryder frem med ild,” og at arbejderen skal "frelses, dog som gennem ild.” Fra kristendommens tidligste tid havde man en tro på, at der skulle finde en renselse sted. Guds Ånd virker som den rensende kærlighedsflamme. Gud, der søger alle med sit nærvær, bliver af … [Read more...]

Uge 47’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Simeons lovsang ruller frem og tilbage mellem de bedende i Anholt kirke. "For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk," synger én. Og alle svarer: "Et lys til åbenbaring for hedninger, og en herlighed for din folk israel." Søndag I morgen, søndag, er første dag i den nye uge. Men egentlig indledes søndagens fejring allerede med aftenbønnen lørdag aften. Midt i mørket længes vi efter og skimter i Ånden det opstandelseslys, der vil varme vores hjerter søndag morgen, når vi … [Read more...]

Uge 46’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Nu har gåsen eller anden after Mortens aften efterhånden lagt sig. Morten er det gamle danske navn for Martin. Vi fejrede Martin af Tours, munken, der ikke ville være biskop, og som derfor gemte sig blandt gæssene. Gæssene skrattede imidlertid op og afslørede Martin, hvorefter han mod sin vilje blev bispeviet. Martin var kendt for sin vilje til selvopofrelse. Eksempelvis fortælles det om ham, at han, da han mødte en fattig, skar sin kappe over i to og gav halvdelen væk. I denne uge faster vi … [Read more...]

“Dette er tegnet på renhed”

At gå ørkenens vej er at slå ind på den vej, som Sønnen gik, da han "gav afkald på" at have "Guds skikkelse" (Fil 2:6-7). Kenosis er det græske ord for at give afkald. Kenosis er forudsætningen for theosis, guddommeliggørelse. Først når vi giver afkald på vores eget, vores rettigheder og krav, vores egoisme, kan Guds skikkelse eje rum i vores liv. Guddommeliggørelse og renhed følges ad. Hvad er tegnet på renhed? "Lad dig forfølge, men forfølg ikke. Lad dig korsfæste, men korsfæst ikke. Lad dig … [Read more...]

”Kristus er både den, der ofrer, og den, der ofres”

Når vi i gudstjenesten bærer brødet og vinen frem, bærer vi alt, der eksisterer, hele verden og alle vores liv frem til alteret. Men vi gør det ’i Kristus’, idet han indeholder alt, der eksisterer. Vi gør det ’i Kristus’, fordi han allerede har ofret alt, der skal ofres til Gud. Gennem sit liv, sin død og opstandelse, har han én gang for alle fejret eukaristien, og der er intet tilbage, som skal ofres. Kristus har ofret alt eksisterende, fordi han som menneske rummer hele verden med al dens … [Read more...]

Nadveren handler ikke om syndsforladelse

Hvad motiverer os til at tage imod brødet og vinen i eukaristien? Undertiden betones individualistiske tolkninger af nadveren. Disse kan eksempelvis komme til udtryk ved en alt for stærk betoning af syndernes forladelse. Sagen er jo, selv om syndernes forladelse kan anses som en dimension af eukaristien, så er det ikke dette, der er kernen i måltidet. Det grunder i, at Kristus ikke bare kom til verden for at sone vores synder. Dette bliver tydeligt for enhver, der læser Det Gamle Testamente. … [Read more...]

Tegnet på modenhed er taksigelse

I den tidlige kirke blev gudstjenesten kaldt eukaristi, som betyder taksigelse. Når vi fejrer liturgien, fejrer vi eukaristien. Når vi lever livet i taksigelse for verden som Guds gave, så lever vi eukaristisk. Det er ikke nogen tilfældighed, at netop ordet eukaristi i den tidlige kirke betegnede gudstjenesten, for i eukaristien takker vi for verden og giver den tilbage til Gud under lovsang. Gennem eukaristien bliver vi selv forvandlet til at være taksigende væsner, og herigennem modnes … [Read more...]

Uge 44’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Denne søndag er Jesu ord til os: "Omvend jer!" Søndagens bibeltekster er hårde og usentimentale. Vi er i den sidste tid. Kirkefædrene sagde om Gud, at han er fascinosum et tremendum, fascinerende og skræmmende. I denne tid virker han mest skræmmende. Men de hårde ord har mere sin plads i den kærlige Guds opdragende pædagogik, end hos den straffende Gud. Gud straffer ikke, men er den barmhjertige gartner, der ved, at vi skal beskæres for at bære frugt. Denne søndag er også apostlene … [Read more...]

“Vi er alle præster”

Mens man i biologiske videnskaber siger, at mennesket er Homo sapiens, hvilket er den biologisk-systematiske betegnelse for mennesket, eller Homo faber, dvs. mennesket som håndværker og som skaber af sine egne livsvilkår, så siger vi i kirken, at mennesket er præst, skabt til at tilbede. Homo adorans, det tilbedende menneske, kalder vi os. Vi er alle præster, påpeger Alexander Schmemann, skabt som homo adorans, skabt til at tilbede. Hvorfor har mennesket netop denne status i forhold til alt … [Read more...]

”Svøb dig i din kappe og sov”

Når du ikke kan bede, når alt bliver mørkt, når Gud ikke er at finde, og du ikke længere orker at søge, da er ørkenens råd til os: Svøb dig i din kappe og sov. Sådan siger barmhjertighedens teolog, som han kaldes blandt venner. Ørkenasketen Isak Syreren (7. årh.) fik efter blot fem måneder som biskop nok af kirkelige stridigheder og beskyldninger om kætterier og flygtede ud i ørkenen. Som økumeniker kunne Isak ikke andet end at lytte til alle kirkens store teologer og deres åndelige erfaringer … [Read more...]

Hvad er det, vi ofrer i gudstjenesten?

I gudstjenesten ofrer vi hele verden til Gud i brødet og vinen. Det bliver tydeligt, når vi bærer brødet og vinen frem til alteret før nadverdelen. Ordet bære kommer af ferō, og deraf har vi ordet ’at ofre.’ At ofre er at bære noget frem. Brødet og vinen er samlet fra hele verden og repræsenterer hele kosmos, alt skabt, dvs. også hele menneskeheden. I Maximos Bekenderens teologi er der ikke forskel på verden og den menneskelige natur. De er ét. Brødet og vinen er altså både verdenen og hele den … [Read more...]

Uge 43’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Hver eneste søndag er en 'lille påskedag', en opstandelsesdag til minde om Kristi sejr over døden. Mens man i løbet af året kun fejrer jul og pinse én gang, kan man sige, at man hver eneste uge fejrer påskens mysterium. Derigennem bliver Kristi opstandelse forudsætningen for vores liv. På søndag er det 20. søndag efter trinitatis. Denne tid i kirkeåret er præget af, at vi nærmer os kirkeårets afslutning og Kristi genkomst. Derfor er tiden præget af en dobbelthed. På den ene side fyldes … [Read more...]

Tårerne udgør dåbens vand

Er det mon alle de helliges tårer, der har levet forud for os, der udgør vores dåbsvand? Herren samler jo vores tårer, som det hedder i Salmernes bog: ”mine tårer er samlet i dit kar” (56,9). Fædrene så en naturlig forbindelse mellem dåben og tårerne. De kaldte tårerne for ’den femte dåb’; før den kom Moses’ symbolske dåb, Johannes’ dåb, den kristne dåb, og til sidst martyriets blodige dåb. Når Ånden fører os ad selverkendelsens smertelige vej, bliver vi helliget gennem tårernes sakramente. … [Read more...]

Uge 42’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

I den hellige uges rytme er søndag den første dag – og ottende og sidste, dvs. begyndelsen og fuldendelsen! – samt den dag, der angiver hele ugens bevægelse. Søndagens emne afspejler sig i liturgiens tekster og bønner. Søndag I morgen er emnet Kirken som en stige. Kirken er Kristi legeme, og den er som en stige, der når ”helt op til himlen” (1 Mos 28:12). Stigen forbinder himmel og jord. Det samme gør vi, kirken, som er Kristus. I liturgien er vi som engle, der stiger op (jf. Joh 1:51), engle, … [Read more...]

“Se mod øst”

"Vær opmærksomme", råber den ene diakon i Ørkengudstjenesten. "Se mod øst", proklamerer den anden, før vi læser evangeliet. Evangeliet er Kristus selv formidlet til os som ord, logos. Men Kristus, Guds Logos, kommer til os i mange skikkelser, i skabelsen og Skriften. "Små inkarnationer", som fædrene kalder det. Kulminationen er Logos' inkarnation i mennesket, Kristus. Det er den begivenhed, vi fejrer i liturgien, og det er hans liv, vi tager del af i hver eneste eukaristi. Solen, som den … [Read more...]

Eukaristien er en politisk, anti-konsumeristisk handling

Den kristne fejring af eukaristien er et radikalt oprør mod det liberale samfunds tilbedelse af den kapitalistiske idé. Dette er en af pointerne i politisk-teologiske Patrik Hagmans bog ”Om kristent motstånd.” Når man i den tidlige kirke fejrede liturgien, kom alle med korn, brød, mad og vin til gudstjenesten. En del af dette blev en del af selve nadverfejringen. Det, der blev til overs, blev af diakonerne delt ud til de fattige og trængende. Gudstjenestens overskud blev delt ud. Dette står i … [Read more...]