Uge 45’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Med weekenden fejring af troens forbilleder, dem, der er gået døden i møde med bekendelsen af Kristus på deres læber, har vi for alvor åbnet døren til den sidste tid på året frem til advent. Med deres død som forbillede, tænker vi på vores egen død. Tanken om døden - memento mori: husk, at du skal dø - gemmer sig i denne tids gudstjenester. Men memento mori forsøges der ikke at fremme en livsfjendsk tro. Tværtimod. Er det ikke netop, når vi tænker på vores død, at vi fyldes af en taknemmelighed … [Read more...]

Uge 44’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Denne søndag er Jesu ord til os: "Omvend jer!" Søndagens bibeltekster er hårde og usentimentale. Vi er i den sidste tid. Kirkefædrene sagde om Gud, at han er fascinosum et tremendum, fascinerende og skræmmende. I denne tid virker han mest skræmmende. Men de hårde ord har mere sin plads i den kærlige Guds opdragende pædagogik, end hos den straffende Gud. Gud straffer ikke, men er den barmhjertige gartner, der ved, at vi skal beskæres for at bære frugt. Denne søndag er også apostlene … [Read more...]

“Vi er alle præster”

Mens man i biologiske videnskaber siger, at mennesket er Homo sapiens, hvilket er den biologisk-systematiske betegnelse for mennesket, eller Homo faber, dvs. mennesket som håndværker og som skaber af sine egne livsvilkår, så siger vi i kirken, at mennesket er præst, skabt til at tilbede. Homo adorans, det tilbedende menneske, kalder vi os. Vi er alle præster, påpeger Alexander Schmemann, skabt som homo adorans, skabt til at tilbede. Hvorfor har mennesket netop denne status i forhold til alt … [Read more...]

Hvad er det, vi ofrer i gudstjenesten?

I gudstjenesten ofrer vi hele verden til Gud i brødet og vinen. Det bliver tydeligt, når vi bærer brødet og vinen frem til alteret før nadverdelen. Ordet bære kommer af ferō, og deraf har vi ordet ’at ofre.’ At ofre er at bære noget frem. Brødet og vinen er samlet fra hele verden og repræsenterer hele kosmos, alt skabt, dvs. også hele menneskeheden. I Maximos Bekenderens teologi er der ikke forskel på verden og den menneskelige natur. De er ét. Brødet og vinen er altså både verdenen og hele den … [Read more...]

Uge 43’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Hver eneste søndag er en 'lille påskedag', en opstandelsesdag til minde om Kristi sejr over døden. Mens man i løbet af året kun fejrer jul og pinse én gang, kan man sige, at man hver eneste uge fejrer påskens mysterium. Derigennem bliver Kristi opstandelse forudsætningen for vores liv. På søndag er det 20. søndag efter trinitatis. Denne tid i kirkeåret er præget af, at vi nærmer os kirkeårets afslutning og Kristi genkomst. Derfor er tiden præget af en dobbelthed. På den ene side fyldes … [Read more...]

Tårerne udgør dåbens vand

Er det mon alle de helliges tårer, der har levet forud for os, der udgør vores dåbsvand? Herren samler jo vores tårer, som det hedder i Salmernes bog: ”mine tårer er samlet i dit kar” (56,9). Fædrene så en naturlig forbindelse mellem dåben og tårerne. De kaldte tårerne for ’den femte dåb’; før den kom Moses’ symbolske dåb, Johannes’ dåb, den kristne dåb, og til sidst martyriets blodige dåb. Når Ånden fører os ad selverkendelsens smertelige vej, bliver vi helliget gennem tårernes sakramente. … [Read more...]

Uge 42’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

I den hellige uges rytme er søndag den første dag – og ottende og sidste, dvs. begyndelsen og fuldendelsen! – samt den dag, der angiver hele ugens bevægelse. Søndagens emne afspejler sig i liturgiens tekster og bønner. Søndag I morgen er emnet Kirken som en stige. Kirken er Kristi legeme, og den er som en stige, der når ”helt op til himlen” (1 Mos 28:12). Stigen forbinder himmel og jord. Det samme gør vi, kirken, som er Kristus. I liturgien er vi som engle, der stiger op (jf. Joh 1:51), engle, … [Read more...]