Vi fejrer messen i Guds rige

Den ortodokse liturgi bliver indledt med ordene "velsignet være Faderens og Sønnens og Helligånden rige." De samme ord indledte vi morgenmessen med, da jeg i går besøgte Nya Slottet i forbindelse med tidsskriftet Pilgrims 20 år jubelæum. Ordene betyder, at når vi fejrer gudstjeneste, træder vi ind i Guds rige. Messen bliver fejret på jorden, og alligevel er vi i Ånden rige. Eller som Peter Halldorf sagde i forrige weekend, da han besøgte Ordrup uden for København: Alteret står på jorden, … [Read more...]

Kirkens bord er et symbol på jomfru Maria

Kirken er vores moder, siger fædrene. Hvordan kan det forstås? Jo, ligesom Maria, Guds moder, frivilligt sagde ja til at lade Helligånden komme over sig og på den måde giver Kristus til verden, sådan bliver kirken vores moder i hver eneste eukaristifejring, hvor Helligånden kommer over os og gaverne og giver Livets brød, Kristus selv, til os. Hele frelsesmysteriet er indeholdt i det hellige måltid! Eukaristien er ikke blot en ihukommelse af Kristi offer og død, men også af hans undfangelse og … [Read more...]

Hvordan skal vi bede?

Hos fædrene finder vi i bønnens landskab to spor. I det ene spor gik kenobitterne, dem, der levede i monastiske fællesskaber i munken abba Pachomios’ ånd. I det andet spor gik eremitterne – også kaldt hesykasterne, de stille – i abba Antonios den Stores ånd. De første vægtede og udviklede den liturgiske fællesbøn. De sidste formede deres liv omkring den indre, kontemplative og uafbrudte bøn. Den kommer smukkest til udtryk gennem den såkaldte Jesusbøn, der lyder: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, … [Read more...]

Ihukommelse af fremtiden

Når vi fejrer nadver ihukommer vi Kristus. Vi ihukommer ikke bare, hvad Kristus engang var og gjorde, men hvad han er og gør, både nu og i fremtiden. ”Vi ihukommer… hans komme i herlighed,” som vi beder i folkekirkens nadverbøn. Det er altså en ihukommelse af fremtiden, Ånden rige. Gennem eukaristien finder vi vores identitet i fremtiden, her er kilden til at blive dem, der er skabt til: mennesker, der lever i Gud. Når vi påkalder Helligånden i nadverens bøn, så bryder evigheden ind i tiden og … [Read more...]

”Kristus er både den, der ofrer, og den, der ofres”

Når vi i gudstjenesten bærer brødet og vinen frem, bærer vi alt, der eksisterer, hele verden og alle vores liv frem til alteret. Men vi gør det ’i Kristus’, idet han indeholder alt, der eksisterer. Vi gør det ’i Kristus’, fordi han allerede har ofret alt, der skal ofres til Gud. Gennem sit liv, sin død og opstandelse, har han én gang for alle fejret eukaristien, og der er intet tilbage, som skal ofres. Kristus har ofret alt eksisterende, fordi han som menneske rummer hele verden med al dens … [Read more...]

Nadveren handler ikke om syndsforladelse

Hvad motiverer os til at tage imod brødet og vinen i eukaristien? Undertiden betones individualistiske tolkninger af nadveren. Disse kan eksempelvis komme til udtryk ved en alt for stærk betoning af syndernes forladelse. Sagen er jo, selv om syndernes forladelse kan anses som en dimension af eukaristien, så er det ikke dette, der er kernen i måltidet. Det grunder i, at Kristus ikke bare kom til verden for at sone vores synder. Dette bliver tydeligt for enhver, der læser Det Gamle Testamente. … [Read more...]

Tegnet på modenhed er taksigelse

I den tidlige kirke blev gudstjenesten kaldt eukaristi, som betyder taksigelse. Når vi fejrer liturgien, fejrer vi eukaristien. Når vi lever livet i taksigelse for verden som Guds gave, så lever vi eukaristisk. Det er ikke nogen tilfældighed, at netop ordet eukaristi i den tidlige kirke betegnede gudstjenesten, for i eukaristien takker vi for verden og giver den tilbage til Gud under lovsang. Gennem eukaristien bliver vi selv forvandlet til at være taksigende væsner, og herigennem modnes … [Read more...]

Hvad er det, vi ofrer i gudstjenesten?

I gudstjenesten ofrer vi hele verden til Gud i brødet og vinen. Det bliver tydeligt, når vi bærer brødet og vinen frem til alteret før nadverdelen. Ordet bære kommer af ferō, og deraf har vi ordet ’at ofre.’ At ofre er at bære noget frem. Brødet og vinen er samlet fra hele verden og repræsenterer hele kosmos, alt skabt, dvs. også hele menneskeheden. I Maximos Bekenderens teologi er der ikke forskel på verden og den menneskelige natur. De er ét. Brødet og vinen er altså både verdenen og hele den … [Read more...]

Uge 43’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Hver eneste søndag er en 'lille påskedag', en opstandelsesdag til minde om Kristi sejr over døden. Mens man i løbet af året kun fejrer jul og pinse én gang, kan man sige, at man hver eneste uge fejrer påskens mysterium. Derigennem bliver Kristi opstandelse forudsætningen for vores liv. På søndag er det 20. søndag efter trinitatis. Denne tid i kirkeåret er præget af, at vi nærmer os kirkeårets afslutning og Kristi genkomst. Derfor er tiden præget af en dobbelthed. På den ene side fyldes … [Read more...]

”Jeg er skyldig i alt over for alle”

Jesus spiste ofte sammen med både sine disciple, toldere, syndere og farisæere. Både dem, der fulgte ham tæt, og dem, der betragtede ham på afstand. Måltidet er ikke for dem, der tror, at de har helt styr på livet, troen og sig selv. ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere,” siger Jesus. Synd er det, der splitter os. Synden kommer til udtryk som en disharmoni mellem det, vi gerne vil, og det, vi faktisk gør. At vi ikke evner at leve integreret. Midt i alt dette vil Kristus … [Read more...]

Uge 42’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

I den hellige uges rytme er søndag den første dag – og ottende og sidste, dvs. begyndelsen og fuldendelsen! – samt den dag, der angiver hele ugens bevægelse. Søndagens emne afspejler sig i liturgiens tekster og bønner. Søndag I morgen er emnet Kirken som en stige. Kirken er Kristi legeme, og den er som en stige, der når ”helt op til himlen” (1 Mos 28:12). Stigen forbinder himmel og jord. Det samme gør vi, kirken, som er Kristus. I liturgien er vi som engle, der stiger op (jf. Joh 1:51), engle, … [Read more...]

“Se mod øst”

"Vær opmærksomme", råber den ene diakon i Ørkengudstjenesten. "Se mod øst", proklamerer den anden, før vi læser evangeliet. Evangeliet er Kristus selv formidlet til os som ord, logos. Men Kristus, Guds Logos, kommer til os i mange skikkelser, i skabelsen og Skriften. "Små inkarnationer", som fædrene kalder det. Kulminationen er Logos' inkarnation i mennesket, Kristus. Det er den begivenhed, vi fejrer i liturgien, og det er hans liv, vi tager del af i hver eneste eukaristi. Solen, som den … [Read more...]

Eukaristien er en politisk, anti-konsumeristisk handling

Den kristne fejring af eukaristien er et radikalt oprør mod det liberale samfunds tilbedelse af den kapitalistiske idé. Dette er en af pointerne i politisk-teologiske Patrik Hagmans bog ”Om kristent motstånd.” Når man i den tidlige kirke fejrede liturgien, kom alle med korn, brød, mad og vin til gudstjenesten. En del af dette blev en del af selve nadverfejringen. Det, der blev til overs, blev af diakonerne delt ud til de fattige og trængende. Gudstjenestens overskud blev delt ud. Dette står i … [Read more...]

I gudstjenesten bliver du, hvad du spiser

Hvorfor er nadveren så vigtig i enhver gudstjeneste? ”Mennesket er, hvad det spiser,” påpeger den materialistiske filosof, Feuerbach. Religionskritiske Feuerbach ville formentlig ikke være enig med mig, men jeg kunne ikke være mere enig i hans udtalelse her. Især hvis vi ser det i lyset af liturgien, der i sin essens er et festmåltid. Allerede i  skabelsesberetningen fremstilles mennesket som et sultent væsen. ”Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle … [Read more...]