Kærlighedens bånd

"Jeg kender et menneske," siger Simeon den Nye Teolog, "som længes så meget efter sine brødres frelse, at han ofte træder frem for Gud med hele hjertet og brændende tårer i en forbøn, der er Moses værdig, for at bede om, at hans brødre vil blive frelst sammen med ham, eller at han må blive fordømt sammen med dem. For han var knyttet til den i Helligånden med sådan et kærlighedens bånd, at han ikke ønskede at træde ind i Guds rige, hvis det betød, at kan ville være adskilt fra brødrene." Som den … [Read more...]

Tankesprog: At arbejde på samme værk

Abba Poimen sagde: "Hvis tre mennesker mødes, og den ene bevarer den indre fred, den anden takker Gud under sygdom, og den tredje tjener de andre med et uselvisk sind, så arbejder de alle tre på samme værk." (Ørkenfædrenes tankesprog, Poimen 29) … [Read more...]

Kirkens bord er et symbol på jomfru Maria

Kirken er vores moder, siger fædrene. Hvordan kan det forstås? Jo, ligesom Maria, Guds moder, frivilligt sagde ja til at lade Helligånden komme over sig og på den måde giver Kristus til verden, sådan bliver kirken vores moder i hver eneste eukaristifejring, hvor Helligånden kommer over os og gaverne og giver Livets brød, Kristus selv, til os. Hele frelsesmysteriet er indeholdt i det hellige måltid! Eukaristien er ikke blot en ihukommelse af Kristi offer og død, men også af hans undfangelse og … [Read more...]

Hvordan skal vi bede?

Hos fædrene finder vi i bønnens landskab to spor. I det ene spor gik kenobitterne, dem, der levede i monastiske fællesskaber i munken abba Pachomios’ ånd. I det andet spor gik eremitterne – også kaldt hesykasterne, de stille – i abba Antonios den Stores ånd. De første vægtede og udviklede den liturgiske fællesbøn. De sidste formede deres liv omkring den indre, kontemplative og uafbrudte bøn. Den kommer smukkest til udtryk gennem den såkaldte Jesusbøn, der lyder: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, … [Read more...]

Uge 47’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Simeons lovsang ruller frem og tilbage mellem de bedende i Anholt kirke. "For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk," synger én. Og alle svarer: "Et lys til åbenbaring for hedninger, og en herlighed for din folk israel." Søndag I morgen, søndag, er første dag i den nye uge. Men egentlig indledes søndagens fejring allerede med aftenbønnen lørdag aften. Midt i mørket længes vi efter og skimter i Ånden det opstandelseslys, der vil varme vores hjerter søndag morgen, når vi … [Read more...]

Uge 46’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Nu har gåsen eller anden after Mortens aften efterhånden lagt sig. Morten er det gamle danske navn for Martin. Vi fejrede Martin af Tours, munken, der ikke ville være biskop, og som derfor gemte sig blandt gæssene. Gæssene skrattede imidlertid op og afslørede Martin, hvorefter han mod sin vilje blev bispeviet. Martin var kendt for sin vilje til selvopofrelse. Eksempelvis fortælles det om ham, at han, da han mødte en fattig, skar sin kappe over i to og gav halvdelen væk. I denne uge faster vi … [Read more...]

“Dette er tegnet på renhed”

At gå ørkenens vej er at slå ind på den vej, som Sønnen gik, da han "gav afkald på" at have "Guds skikkelse" (Fil 2:6-7). Kenosis er det græske ord for at give afkald. Kenosis er forudsætningen for theosis, guddommeliggørelse. Først når vi giver afkald på vores eget, vores rettigheder og krav, vores egoisme, kan Guds skikkelse eje rum i vores liv. Guddommeliggørelse og renhed følges ad. Hvad er tegnet på renhed? "Lad dig forfølge, men forfølg ikke. Lad dig korsfæste, men korsfæst ikke. Lad dig … [Read more...]

Uge 45’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Med weekenden fejring af troens forbilleder, dem, der er gået døden i møde med bekendelsen af Kristus på deres læber, har vi for alvor åbnet døren til den sidste tid på året frem til advent. Med deres død som forbillede, tænker vi på vores egen død. Tanken om døden - memento mori: husk, at du skal dø - gemmer sig i denne tids gudstjenester. Men memento mori forsøges der ikke at fremme en livsfjendsk tro. Tværtimod. Er det ikke netop, når vi tænker på vores død, at vi fyldes af en taknemmelighed … [Read more...]

Nadveren handler ikke om syndsforladelse

Hvad motiverer os til at tage imod brødet og vinen i eukaristien? Undertiden betones individualistiske tolkninger af nadveren. Disse kan eksempelvis komme til udtryk ved en alt for stærk betoning af syndernes forladelse. Sagen er jo, selv om syndernes forladelse kan anses som en dimension af eukaristien, så er det ikke dette, der er kernen i måltidet. Det grunder i, at Kristus ikke bare kom til verden for at sone vores synder. Dette bliver tydeligt for enhver, der læser Det Gamle Testamente. … [Read more...]

For hvem fejrer vi gudstjeneste?

Hvorfor fejrer vi egentlig gudstjeneste? Eller for hvem fejrer vi gudstjeneste? I mange kristne sammenhænge har man en alt for individualistisk tilgang til troen og det kristne liv. Ud af en sådan tilgang kommer kommentarerne: ”Hvad får jeg ud af gudstjenesten?” eller ”gudstjenesten gav mig ikke noget i dag.” Men gudstjenesten er aldrig noget, man gør for sig selv. Gudstjenesten har en betydning, der rækker langt ud over en selv eller de mennesker, der er samlet i den aktuelle kirke. Vi … [Read more...]

Tegnet på modenhed er taksigelse

I den tidlige kirke blev gudstjenesten kaldt eukaristi, som betyder taksigelse. Når vi fejrer liturgien, fejrer vi eukaristien. Når vi lever livet i taksigelse for verden som Guds gave, så lever vi eukaristisk. Det er ikke nogen tilfældighed, at netop ordet eukaristi i den tidlige kirke betegnede gudstjenesten, for i eukaristien takker vi for verden og giver den tilbage til Gud under lovsang. Gennem eukaristien bliver vi selv forvandlet til at være taksigende væsner, og herigennem modnes … [Read more...]

Uge 44’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Denne søndag er Jesu ord til os: "Omvend jer!" Søndagens bibeltekster er hårde og usentimentale. Vi er i den sidste tid. Kirkefædrene sagde om Gud, at han er fascinosum et tremendum, fascinerende og skræmmende. I denne tid virker han mest skræmmende. Men de hårde ord har mere sin plads i den kærlige Guds opdragende pædagogik, end hos den straffende Gud. Gud straffer ikke, men er den barmhjertige gartner, der ved, at vi skal beskæres for at bære frugt. Denne søndag er også apostlene … [Read more...]

“Vi er alle præster”

Mens man i biologiske videnskaber siger, at mennesket er Homo sapiens, hvilket er den biologisk-systematiske betegnelse for mennesket, eller Homo faber, dvs. mennesket som håndværker og som skaber af sine egne livsvilkår, så siger vi i kirken, at mennesket er præst, skabt til at tilbede. Homo adorans, det tilbedende menneske, kalder vi os. Vi er alle præster, påpeger Alexander Schmemann, skabt som homo adorans, skabt til at tilbede. Hvorfor har mennesket netop denne status i forhold til alt … [Read more...]

”Svøb dig i din kappe og sov”

Når du ikke kan bede, når alt bliver mørkt, når Gud ikke er at finde, og du ikke længere orker at søge, da er ørkenens råd til os: Svøb dig i din kappe og sov. Sådan siger barmhjertighedens teolog, som han kaldes blandt venner. Ørkenasketen Isak Syreren (7. årh.) fik efter blot fem måneder som biskop nok af kirkelige stridigheder og beskyldninger om kætterier og flygtede ud i ørkenen. Som økumeniker kunne Isak ikke andet end at lytte til alle kirkens store teologer og deres åndelige erfaringer … [Read more...]

Hvad er det, vi ofrer i gudstjenesten?

I gudstjenesten ofrer vi hele verden til Gud i brødet og vinen. Det bliver tydeligt, når vi bærer brødet og vinen frem til alteret før nadverdelen. Ordet bære kommer af ferō, og deraf har vi ordet ’at ofre.’ At ofre er at bære noget frem. Brødet og vinen er samlet fra hele verden og repræsenterer hele kosmos, alt skabt, dvs. også hele menneskeheden. I Maximos Bekenderens teologi er der ikke forskel på verden og den menneskelige natur. De er ét. Brødet og vinen er altså både verdenen og hele den … [Read more...]

Uge 43’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Hver eneste søndag er en 'lille påskedag', en opstandelsesdag til minde om Kristi sejr over døden. Mens man i løbet af året kun fejrer jul og pinse én gang, kan man sige, at man hver eneste uge fejrer påskens mysterium. Derigennem bliver Kristi opstandelse forudsætningen for vores liv. På søndag er det 20. søndag efter trinitatis. Denne tid i kirkeåret er præget af, at vi nærmer os kirkeårets afslutning og Kristi genkomst. Derfor er tiden præget af en dobbelthed. På den ene side fyldes … [Read more...]

Tårerne udgør dåbens vand

Er det mon alle de helliges tårer, der har levet forud for os, der udgør vores dåbsvand? Herren samler jo vores tårer, som det hedder i Salmernes bog: ”mine tårer er samlet i dit kar” (56,9). Fædrene så en naturlig forbindelse mellem dåben og tårerne. De kaldte tårerne for ’den femte dåb’; før den kom Moses’ symbolske dåb, Johannes’ dåb, den kristne dåb, og til sidst martyriets blodige dåb. Når Ånden fører os ad selverkendelsens smertelige vej, bliver vi helliget gennem tårernes sakramente. … [Read more...]

Uge 42’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

I den hellige uges rytme er søndag den første dag – og ottende og sidste, dvs. begyndelsen og fuldendelsen! – samt den dag, der angiver hele ugens bevægelse. Søndagens emne afspejler sig i liturgiens tekster og bønner. Søndag I morgen er emnet Kirken som en stige. Kirken er Kristi legeme, og den er som en stige, der når ”helt op til himlen” (1 Mos 28:12). Stigen forbinder himmel og jord. Det samme gør vi, kirken, som er Kristus. I liturgien er vi som engle, der stiger op (jf. Joh 1:51), engle, … [Read more...]

“Se mod øst”

"Vær opmærksomme", råber den ene diakon i Ørkengudstjenesten. "Se mod øst", proklamerer den anden, før vi læser evangeliet. Evangeliet er Kristus selv formidlet til os som ord, logos. Men Kristus, Guds Logos, kommer til os i mange skikkelser, i skabelsen og Skriften. "Små inkarnationer", som fædrene kalder det. Kulminationen er Logos' inkarnation i mennesket, Kristus. Det er den begivenhed, vi fejrer i liturgien, og det er hans liv, vi tager del af i hver eneste eukaristi. Solen, som den … [Read more...]

Al begyndelse er svær

At tænde op i en brændeovn kan være en videnskab. For at få mest muligt ud af træet og for at skåne miljøet skal brændet ligge helt korrekt og vindtilførslen være passende. Dette kræver en erfaren hånd. Erfaring komme med tiden, gennem træning. Eller askesis, øvelse, som fædrene og mødrene kaldte det. Ørkenmoderen amma Synkletika sagde: ”I begyndelsen er der meget strid og møje for dem, der nærmer sig Gud, men efterhånden indfinder der sig en uudsigelig glæde. De, der vil tænde ild, hoster og … [Read more...]

”Hvis der bare kun var Gud og jeg i verden”

Der er ingen modsætning mellem fællesskab og ørkenen, mellem relation og ensomhed. Hvis man undgår fordommene om, at ørkenens asketers tilbagetrukkenhed skyldes verdenshad, mærker man snart, at der fra deres ord og handlinger udgår en kærlighed, der omfatter hele skabelsen. Når ørkenfaderen Alonios sagde ”Hvis et menneske ikke siger: ’Hvis der bare kun var Gud og jeg i verden’, kan et menneske ikke blive frelst,” betyder det ikke, at han ikke har blik for andre mennesker eller hele … [Read more...]

“Gør sådan, og du vil blive frelst”

Der er noget mærkelig livsbekræftende over ild. At sidde ved et bål og blot skue ind i flammerne. Måske er det, fordi Gud har åbenbaret sig som flammen for Moses, og ligesom Moses, der måtte tage sandalerne af, fornemmer vi, at der er noget helligt på spil? I vores hus, Degnens hus, som det kaldes, er vores eneste varmekilde brændeovne. At holde gang i en brændeovn er fast arbejde, men giver også en rytme, der ligger tæt på det hellige. Det indre og det ydre hænger sammen. For at holde ilden … [Read more...]