Vejen til frihed: Om askese

Theosis forudsætter kenosis. Guddommeliggørelse, theosis, at fyldes af Gud, forudsætter, at vi giver afkald, kenosis. Når vi rejser, tager vi kun det mest essentielle med. Jo mindre, vi tager med, jo lettere er rejsen. Og opdager vi, at vi bærer på unødig oppakning, smider vi det glædeligt for at komme lettere til målet. Ørkenen, bjerget, skoven og havet er alle billeder på den renselse (græsk katarsis) rejse, som mennesket må gennemgå i vandringen med og mod Gud. På denne vandring må mennesket … [Read more...]

Lydighedens frugt

Ørkenfaderen Johannes blev af sin abba bedt om at vande et træ, indtil det bar frugt. Men der var langt til en kilde, og Johannes havde kun en lille flaske. Så hver aften drog han af sted til kilden for om at om morgenen vende tilbage og vande træet. Sådan fortsatte han i tre år. Endelig bar træet frugt. Abbaen plukkede frugten, bar dem til kirken og sagde til Johannes’ medbrødre: ”Tag og spis af lydighedens frugt.” Behøver jeg at nævne, at abba Johannes blev et lys for utallige omkring ham … [Read more...]

Hvilke spørgsmål stilles der i ørkenen?

Når mænd og kvinder drog ud i ørkenen i 300-tallet for at opsøge en af ørkenens mestre, var det sjældent, fordi de ville have svar på et dogmatisk problem. De var mere optaget af, hvordan kristendommen skulle synliggøres i deres egne liv: ”Hvad skal jeg gøre?” ”Hvad skal jeg gøre for at behage Gud?” ”Hvad gør en munk?” Der ligger en bog foran mig, mens jeg sidder her. Den indeholder en masse tankesprog fra ørkenfædrene- og mødrene. Tankesprog er vise ord fra eller beretninger om ørkenens … [Read more...]

Broderlighedens sakramente

Johannes, der i 300-tallet var ærkebiskop af Konstantinopel, var en så fremragende prædikant, at han fik tilnavnet Chrysostomos, Guldmund. Men for Johannes Chrysostomos var det ikke nok blot at tale. Derfor arbejde han i særlig grad på at forbedre sundhedsvæsenet og øge hjælpen til de svageste i samfundet. "Broderlighedens sakramente," kalde han det. Vores indre tro hænger altid sammen med vores ydre liv, handlinger og valg. "At eje mere end nødvendigt er at berøve de fattige, det er altså at … [Read more...]

Uge 48’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Med søndagens gudstjeneste træder vi ind i kirkeårets sidste uge. Tonen i gudstjenesten er alvorlig, men trøstefuld, temaet er dødsriget og hvilen. I gudstjenestens anden læsning hører vi, hvordan Paulus taler om, at dagen ”bryder frem med ild,” og at arbejderen skal "frelses, dog som gennem ild.” Fra kristendommens tidligste tid havde man en tro på, at der skulle finde en renselse sted. Guds Ånd virker som den rensende kærlighedsflamme. Gud, der søger alle med sit nærvær, bliver af … [Read more...]

Uge 47’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Simeons lovsang ruller frem og tilbage mellem de bedende i Anholt kirke. "For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk," synger én. Og alle svarer: "Et lys til åbenbaring for hedninger, og en herlighed for din folk israel." Søndag I morgen, søndag, er første dag i den nye uge. Men egentlig indledes søndagens fejring allerede med aftenbønnen lørdag aften. Midt i mørket længes vi efter og skimter i Ånden det opstandelseslys, der vil varme vores hjerter søndag morgen, når vi … [Read more...]

Uge 46’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Nu har gåsen eller anden after Mortens aften efterhånden lagt sig. Morten er det gamle danske navn for Martin. Vi fejrede Martin af Tours, munken, der ikke ville være biskop, og som derfor gemte sig blandt gæssene. Gæssene skrattede imidlertid op og afslørede Martin, hvorefter han mod sin vilje blev bispeviet. Martin var kendt for sin vilje til selvopofrelse. Eksempelvis fortælles det om ham, at han, da han mødte en fattig, skar sin kappe over i to og gav halvdelen væk. I denne uge faster vi … [Read more...]

“Dette er tegnet på renhed”

At gå ørkenens vej er at slå ind på den vej, som Sønnen gik, da han "gav afkald på" at have "Guds skikkelse" (Fil 2:6-7). Kenosis er det græske ord for at give afkald. Kenosis er forudsætningen for theosis, guddommeliggørelse. Først når vi giver afkald på vores eget, vores rettigheder og krav, vores egoisme, kan Guds skikkelse eje rum i vores liv. Guddommeliggørelse og renhed følges ad. Hvad er tegnet på renhed? "Lad dig forfølge, men forfølg ikke. Lad dig korsfæste, men korsfæst ikke. Lad dig … [Read more...]

Uge 45’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Med weekenden fejring af troens forbilleder, dem, der er gået døden i møde med bekendelsen af Kristus på deres læber, har vi for alvor åbnet døren til den sidste tid på året frem til advent. Med deres død som forbillede, tænker vi på vores egen død. Tanken om døden - memento mori: husk, at du skal dø - gemmer sig i denne tids gudstjenester. Men memento mori forsøges der ikke at fremme en livsfjendsk tro. Tværtimod. Er det ikke netop, når vi tænker på vores død, at vi fyldes af en taknemmelighed … [Read more...]

Uge 44’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Denne søndag er Jesu ord til os: "Omvend jer!" Søndagens bibeltekster er hårde og usentimentale. Vi er i den sidste tid. Kirkefædrene sagde om Gud, at han er fascinosum et tremendum, fascinerende og skræmmende. I denne tid virker han mest skræmmende. Men de hårde ord har mere sin plads i den kærlige Guds opdragende pædagogik, end hos den straffende Gud. Gud straffer ikke, men er den barmhjertige gartner, der ved, at vi skal beskæres for at bære frugt. Denne søndag er også apostlene … [Read more...]

Uge 43’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

Søndag Hver eneste søndag er en 'lille påskedag', en opstandelsesdag til minde om Kristi sejr over døden. Mens man i løbet af året kun fejrer jul og pinse én gang, kan man sige, at man hver eneste uge fejrer påskens mysterium. Derigennem bliver Kristi opstandelse forudsætningen for vores liv. På søndag er det 20. søndag efter trinitatis. Denne tid i kirkeåret er præget af, at vi nærmer os kirkeårets afslutning og Kristi genkomst. Derfor er tiden præget af en dobbelthed. På den ene side fyldes … [Read more...]

Uge 42’s hellige rytme – faste- og fejringsdage

I den hellige uges rytme er søndag den første dag – og ottende og sidste, dvs. begyndelsen og fuldendelsen! – samt den dag, der angiver hele ugens bevægelse. Søndagens emne afspejler sig i liturgiens tekster og bønner. Søndag I morgen er emnet Kirken som en stige. Kirken er Kristi legeme, og den er som en stige, der når ”helt op til himlen” (1 Mos 28:12). Stigen forbinder himmel og jord. Det samme gør vi, kirken, som er Kristus. I liturgien er vi som engle, der stiger op (jf. Joh 1:51), engle, … [Read more...]

“Se mod øst”

"Vær opmærksomme", råber den ene diakon i Ørkengudstjenesten. "Se mod øst", proklamerer den anden, før vi læser evangeliet. Evangeliet er Kristus selv formidlet til os som ord, logos. Men Kristus, Guds Logos, kommer til os i mange skikkelser, i skabelsen og Skriften. "Små inkarnationer", som fædrene kalder det. Kulminationen er Logos' inkarnation i mennesket, Kristus. Det er den begivenhed, vi fejrer i liturgien, og det er hans liv, vi tager del af i hver eneste eukaristi. Solen, som den … [Read more...]